En centralt placeret grund ved Sønderborgs havn skal fremover huse 76 almene familieboliger, efter at Sønderborg Andelsboligforening har fået grønt lys til at opføre boliger på den tidligere boldbane ved Sønderborg Kaserne.
Teknik-, By- og Boligudvalget godkendte i sommeren 2024 at igangsætte lokalplanen for projektet. Økonomiudvalget fulgte op i efteråret 2024 med godkendelse af grundsalg til boligforeningen, samtidig med at Byrådet godkendte et kommunalt grundkapitalindskud på 16,5 mio. kr.
Arbejdet med lokalplanen starter nu, efter forundersøgelserne er blevet gennemført. Projektet er et skridt nærmere realiseringen af de planer, der første gang blev vedtaget tilbage i 2007, hvor ambitionen var at etablere almene boliger som led i udviklingen af Byens Havn.
De kommende boliger bliver opført som punkthuse i forskellige etagehøjder og får alle altaner. Der er planlagt boliger fra 65 til 110 kvadratmeter, samt et fælleshus til områdets beboere. Desuden etableres 30 offentlige parkeringspladser i forbindelse med byggeriet.
Med realiseringen af projektet bliver ønsket om attraktive, almene boliger i midtbyen til virkelighed, og det bidrager til kommunens målsætning om at bygge 2.500 nye boliger i Sønderborg Kommune inden 2030.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=993b687d9b