Bredt politisk samarbejde skal sikre grøn omstilling og stabilitet i Sønderborg Kommune fra 2026 til 2029

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Slesvigsk Parti, SF og Enhedslisten har indgået en bred konstitueringsaftale med 26 ud af 31 mandater for byrådsperioden 2026-2029 i Sønderborg Kommune.

En ny konstitueringsaftale bliver grundlaget for det politiske samarbejde i Sønderborg Byråd fra 2026 til og med 2029. Aftalen er indgået mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Slesvigsk Parti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, der tilsammen står for 26 af byrådets i alt 31 mandater. Uden for aftalen står Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne med tilsammen 5 mandater.

Konstitueringsaftalen lægger vægt på et solidt og bredt politisk samarbejde, der skal gavne både borgere og virksomheder. Byrådet og administrationen vil arbejde tæt for at sikre et stabilt fundament for kommunens udvikling. Tillid, god politisk dialog og gensidig respekt for forskelligheder er centrale værdier i samarbejdet.

Aftalepartierne er enige om, at Sønderborg Kommune allerede har en række visionære udviklingsplaner. Fokusområderne gælder især den grønne omstilling og kommunens målsætning om CO2-neutralitet i 2029, masterplaner for lokal byudvikling, helhedsplanen for Skolernes Årti, indsatsen for Hertugernes Augustenborg samt eksisterende politikker og handleplaner. Det kommende byrådssamarbejde vil videreudvikle disse initiativer.

Aftalen omfatter også budgetaftalen for 2026 og budgetoverslag for 2027-2029 samt allerede planlagte effektiviseringer og budgetreduktioner.

Den kommende politiske struktur indebærer, at Erik Lauritzen (A) fortsætter som borgmester, Jimmy Simonsen (V) indtager posten som første viceborgmester, mens Stefan Lydal (DF) bliver anden viceborgmester. Fagudvalgenes opgaveporteføljer er beskrevet i styrelsesvedtægten.

Med denne aftale tages der endnu et skridt mod et bredt politisk samarbejde om Sønderborg Kommunes fremtidige udvikling.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=dfb527f765

Kilde: Sønderborg Kommune