Sundhedsprofil 2025 viser øget trivsel og bedre livsstil i Sønderborg men peger på nye udfordringer

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Sundhedsprofilen 2025 viser klare fremskridt for borgernes trivsel og livsstil i Sønderborg Kommune, men samtidig peger rapporten på nye sundhedsudfordringer.

Den nyeste nationale sundhedsundersøgelse ”Hvordan har du det?” fra 2025, også kaldet Sundhedsprofilen, viser, at borgerne i Sønderborg Kommune på flere områder oplever betydelige forbedringer. Især andelen af borgere med højt mentalt velbefindende er steget, og færre borgere rapporterer om stress, tristhed, angst, ensomhed og social isolation sammenlignet med 2021.

Der ses også en positiv udvikling i livsstil, hvor daglig rygning og alkoholforbrug er faldende, og flere vælger en aktiv fritid. Endvidere er andelen af borgere, der ikke deltager i idrætsaktiviteter, markant reduceret. Flere opfylder nu WHO’s anbefalinger for fysisk aktivitet, selvom mere end halvdelen fortsat ikke gør det.

Undersøgelsen peger dog også på nye sundhedsudfordringer. En stigende andel af borgerne har forhøjet blodtryk og osteoporose, og færre spiser grøntsager dagligt. Der er desuden et højt forbrug af energidrikke og en bekymrende tendens til problematisk brug af sociale medier.

Sygefraværet blandt erhvervsaktive er steget betydeligt siden 2021, hvilket kan indikere et øget pres på både arbejdsliv og helbred. Resultaterne kan dog også være påvirket af pandemiens eftervirkninger.

Sundhedsprofilen 2025 understreger, at Sønderborg Kommune står stærkt på mange områder, men samtidig skal arbejde målrettet videre med at fremme sundhed og trivsel blandt borgerne.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=d9022f3484

Kilde: Sønderborg Kommune