Når eleverne på Hørup Centralskole i løbet af i år og næste år får nye udearealer, vil det kunne mærkes i hverdagen. Eleverne har haft indflydelse på de kommende områder, som bliver rammer om sjov, bevægelse og læring i naturen.
Bevillingen fra Villum Fonden er givet til en visionsplan, der er udviklet i samarbejde med VidensBy Sønderborg og Designskolen Kolding i 2022-2023. Her har medarbejdere, elever og skolebestyrelsen sammen formet fremtidens lege- og læringsmiljøer med fokus på udeskole og inklusion.
Støtten går til etablering af seks delområder fra visionsplanen og beløber sig til 5 mio. kr. Projektet forventes igangsat i foråret 2026, og midlerne skal være brugt inden december 2027.
Visionsplanen for skolens udearealer er delt op i to faser. Fase 1 er i gang og finansieret med 2,6 mio. kr. og omfatter tre delområder fra visionsplanen, herunder etablering af to områder med legeredskaber og fokus på biodiversitet. I foråret gennemføres to workshops med personale og elever, hvorefter projektet sendes i udbud og forventes udført i 3. kvartal 2026.
Donationen fra Villum Fonden har stor betydning for mulighederne for at skabe inspirerende rammer, hvor flere af skolens aktiviteter kan foregå udendørs, til gavn for både elevernes læring, trivsel og fællesskab.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=cc38299703