Nye trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, Politiets Efterretningstjeneste og Styrelsen for Samfundssikkerhed peger på en øget risiko for sabotage og destruktive cyberangreb. Derfor har kommunerne fået besked på at gennemgå deres beredskabsplaner, herunder planerne for længerevarende strømsvigt.
Sønderborg Kommune har nu igangsat en målrettet og grundig gennemgang samt opdatering af kommunens beredskabsplaner for strømsvigt via Beredskabskommissionen. Et længerevarende strømsvigt kan have konsekvenser for el-, tele-, data- og vandforsyningen. Kommunen har derfor særligt fokus på betydningen for sårbare borgere og for de kommunale funktioner, der er afhængige af strøm.
Gennemgangen omfatter blandt andet plejecentre, botilbud, hjemme- og sygepleje, drikkevand og spildevand, det psykosociale beredskab, IT samt krisestyring og kommunikation. Kommunen arbejder på at sikre, at nødforsyning, nødlagre, evakuering, kritiske IT-systemer, krisekommunikation og krisestyringsværktøjer er på plads. Der ses blandt andet nærmere på kapaciteten til nødstrøm og muligheden for at opretholde kritiske funktioner i mindst 72 timer, samt behovet for forsyninger og nødlagre til mindst tre døgn.
Sønderborg Kommune har allerede styrket beredskabet, blandt andet ved at ansætte to beredskabsplanlæggere. Kommunens kriseberedskab har tidligere været aktiveret under Stormfloden i 2023 og togulykken i 2025, og opgaverne videreføres nu af kommunens nye beredskabschef.
En gennemgang af beredskabsplanerne kan afsløre behovet for yderligere investeringer, hvilket ifølge kommunen kan lægge pres på økonomien. Kommunen har en forventning om, at staten finansierer de nødvendige udgifter for at beskytte borgerne og opretholde forsvarligt beredskab i en krisesituation.
https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=ad385c9e03