Nyt politisk kompas skal styrke samarbejde om kultur, handel og turisme i Sønderborg frem mod 2029

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Kultur-, Handel- og Turismeudvalget har lanceret et politisk kompas, der styrker sammenhængen og sætter en klar retning for Sønderborgs udvikling mod 2029.

Kultur-, Handel- og Turismeudvalget i Sønderborg Kommune har nu godkendt et nyt politisk kompas, der samler udvalgets prioriteringer og fastlægger retningen for det videre arbejde med kultur, handel og turisme frem til 2029. Formålet med kompasset er at skabe bedre koordinering på tværs, så gode idéer får større gennemslagskraft og bliver til konkrete initiativer og signaturprojekter.

Kompasset lægger vægt på at styrke samspillet mellem kultur, handel og turisme. Ambitionen er at skabe større værdi for borgere, besøgende og lokale aktører ved at koble områdets styrkepositioner, attraktioner, byer og oplevelser tættere sammen.

Udvalget ønsker at fremme et stærkt kulturliv og markante events, så området tilbyder oplevelser hele året. Der skal investeres i levende handelsbyer, der inviterer borgere og gæster til at gå på opdagelse og blive længere. Målet er desuden at udvikle hele Sønderborg-området som en samlet destination, hvor blandt andet natur, historie, gastronomi, events og grøn omstilling udnyttes endnu bedre.

Lige siden udvalgets opstart har medlemmerne deltaget i temadrøftelser og møder med institutioner, foreninger, erhvervsaktører og andre interessenter. Indsatsen har været rettet mod at få et bredt indblik i de mange perspektiver og skabe et solidt grundlag for den fremadrettede politiske indsats.

Kompasset bygger på Byrådets Vision 2026-2029 og markerer udvalgets rolle som strategisk drivkraft på tværs af kultur, handel og turisme. Det indebærer et ambitionsniveau med mod til at prioritere og at satse på færre, større indsatser, hvor fokus er på kvalitet, værdiskabelse og reel effekt.

Det nye politiske kompas skal omsættes til konkrete indsatser og signaturprojekter, der binder kulturliv og events sammen med levende handelsbyer og Sønderborg som samlet destination. Der vil blive lagt vægt på en balance, så både borgere og besøgende får gode tilbud hele året til glæde for hele kommunen.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=f1720b52c4

Kilde: Sønderborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler