Sønderborg Kommune åbner for støtte til frivillige uden CVR-nummer

Foto: Sønderborg Kommune.
dato

Sønderborg Kommune gør det lettere for frivillige grupper uden CVR-nummer at søge støtte fra Pulje for frivilligt socialt og sundhedsfremmende arbejde.

Dialogen mellem Sønderborg Kommune og områdets foreninger har nu båret frugt. Sundhedsudvalget har besluttet, at frivillige grupper uden CVR-nummer fremover kan ansøge om midler fra Pulje for frivilligt socialt og sundhedsfremmende arbejde. Beslutningen er taget efter grundig juridisk vurdering og tæt dialog med aktive borgere og foreninger i kommunen.

Fra den samlede pulje på 2,6 mio. kr. vil 100.000 kr. årligt blive øremærket til disse grupper uden CVR-nummer. Hver gruppe kan maksimalt modtage 5.000 kr. pr. år. Ansøgninger skal indsendes via MitID, og der er udarbejdet klare retningslinjer for både ansøgning og brug af pengene.

Muligheden for at ansøge uden CVR-nummer træder i kraft fra anden ansøgningsrunde i 2026, og vejledningen vil være tilgængelig fra begyndelsen af samme år.

Sønderborg Kommune ønsker med dette initiativ at understøtte fællesskaber og frivillighed – også for de grupper, som ikke ønsker at danne en traditionel forening med CVR-nummer.

https://us4.campaign-archive.com/?u=5f3762aadd5d312003cf9cc61&id=38ef0e9f08

Kilde: Sønderborg Kommune